Saturday, May 22, 2021

Anmeldelse: Craft CTM Ultra (Danish)

 Article by Ivan Luca Corda


Craft CTM Ultra

 Testperson: Ivan Luca Corda

 

Efter små 10 år med løb som min helt store passion, har jeg nu fået den udsøgte fornøjelse at tilhøre 45+ aldersgruppen. Jeg hører nok efterhånden til den stigende gruppe af “super-motionister” og har en marathon PR på 2t:39m i Valencia 2019. Min ugentlige træningsmængde ligger det meste af året på mellem 100-150 km. Størstedelen af disse løber jeg alene, men jeg nyder også at deltage i diverse løbe fællesskaber i Københavnsområdet, hvor jeg er bosiddende. 

 

Introduktion 

Jeg kender primært svenske Craft for deres lækre sportstøj af høj kvalitet, men dette er mit første bekendtskab med deres løbesko. Jeg var derfor spændt på at finde ud af, om Craft var i stand til at levere et gennemført produkt, der kunne konkurrence med de mere etablerede mærker på markedet for løbesko. Som langdistance løber med planer om at deltage i et snarligt 100 km løb, var det også spændende at erfare, om skoen er lige så velegnet til ultra distancer, som skoens navn antyder. Min første tur i skoen blev derfor på hele 60 km og jeg kan godt allerede nu afsløre, at det blev et behageligt bekendtskab.

 

Fordele og Ulemper

 

Fordele 

Et virkelig godt fit med en behagelig og åndbar overdel

Stabil mellemsål med nok stødabsorbering til de længste ture

Den måske bedste indlægssål på markedet

 

Ulemper 

Kan godt savne lidt bounce fra mellemsålen i de hurtigere tempi

Den noget ustruktureret hælkappe giver begrænset med støtte

Småsten sætter sig fast i ydersålen

 

Data: 

Officiel vægt: 266g (str. US 9 / EUR 42)

Test sko vægt: 260g (str. US 8.5 / EUR 41.5)

Højde: Hæl 40 mm / Forfod 30 mm

Pris: 1.400 kr.

 

 

Førstehåndsindtryk og Fit

Jeg har altid været fan af enkle overdele med et pift a friske farver og her skuffer Craft CTM Ultra bestemt ikke. Den meget tykke blå mellemsål står meget frem og giver en fed kontrast til den helt enkle grå overdel. Første gang jeg skulle iføre mig skoen, skulle jeg kæmpe lidt med at få foden i den, da både hælkappen og overdelen er meget blød og fleksibel. Men efter lidt besvær lykkedes det og så sad den virkelig godt på foden. Overdelen omsluttede foden tæt og skoen føltes generelt bare behagelig og rimelig blød at stå i.

Bemærk at de europæiske størrelser er et halvt nummer mindre end normalt og i mit tilfælde svarer en US8.5 til EU41.5 i stedet for EU42. 

 

Overdel

Craft CTM Ultra har en tynd og blød enkeltlags polyester overdel. Jeg har næsten ikke bemærket overdelen under løb og det ser jeg som et stort kompliment. Den er ekstrem åndbar og da overdelen sidder forholdsvis tæt til foden er det rart, at den også har en del stræk i materialet. 

Især på de helt lange ture eller på varme dage, hvor fødderne godt kan hæve op. Hælkappen kunne dog godt være lidt mere struktureret for at sikre et bedre hold og stabilitet. Man har forsøgt at omgås dette lidt ved at tilføje et par bløde indvendige puder i siderne af hælkappen. 

Personligt er det ikke noget der har givet mig større udfordringer og jeg har ikke oplevet et manglende greb om hælen. Skoens pløs er i et lækkert strækbart materiale og er hæftet til siderne af skoen, så den bliver siddende og samtidig skaber et betryggende hold om midtfoden. Jeg vil på ingen måde anbefale at gå hverken op eller ned i størrelse, så længe man husker at de europæiske størrelser er et halvt nummer mindre end normalt.

 

Mellemsål

Højden på mellemsålen er på hele 40mm i hælen og 30mm i forfoden. Så masser af stødabsorbering. Mellemsålen er bygget op omkring Craft’s Vault skum. Det er hverken i den bløde eller hårde ende, men har en fin balance. Ideen med opbygningen af Vault skummet er, at det omslutter hele hælområdet. Selvom selve ydersålen er forholdsvis smal, sikrer denne omslutning af hælen, at afviklingen forbliver meget stabil lige fra landing til afsættet fra den bredere forfod. Sålen har en såkaldt rocker, som i dette tilfælde både buer meget opad både bagtil og foran. Det er med til at sikre et mere glidende og effektivt tråd. Mellemsålen bestemt ikke er særlig fleksibel resulterer det i, at fødderne ikke skal arbejde så meget og egentlig bare kan hvile ovenpå en ”betryggende” platform. Det er noget man især værdsætter på de allerlængste ture. Endnu et tiltag Craft har gjort for at skabe en solid platform er at inkludere en meget tyk og stødabsorberende indlægssål. Den minder lidt om et TPU-materiale som eks. Boost skum og giver også en smule bounce i trådet. Sidst men ikke mindst har man indlagt et lag PEBA skum lige under indlægssålen. I øvrigt samme type som det ZoomX skum der bruges i bl.a. Vaporfly modellen og som både giver ekstra stødabsorbering og returenergi. Det er sjældent at se så stor fokus på opbygningen af en løbesko og valg af kvalitetsmaterialer hele vejen igennem.

 

 

Ydersål

Ydersålen er meget kraftig og forholdsvis profileret. Især taget vægten på de blot 260g i betragtning. Det er uden tvivl med fokus på, at skoen er tiltænkt ultra distancerne på blandet underlag. Jeg har endnu ikke løbet på våde/glatte veje og der går rygter om, at den skulle være noget udfordret på det underlag. Under tørre forhold har den dog et helt fint greb og den stod exceptionelt godt fast på løst grus og let skovbund. Jeg forventer i øvrigt en lang holdbarhed taget ydersålens tykkelse i betragtning. Eneste udfordring jeg personligt har oplevet med ydersålen er, at den samler masser af småsten i de områder, hvor sålens knopper sidder tæt. Derudover vurderer jeg ikke, at sålens profilering kan håndtere trail terræn af mere teknisk karakter. 

 

Selve løbet   

Som sagt tog jeg skoen direkte ud på en 60 km træningstur. På så lang en tur finder man virkelig ud af, hvad der fungerer eller ikke fungerer og selv småting kan vokse sig store. Her må jeg bare slå fast, at skoen overgik alle mine forventninger. På intet tidspunkt gnavede overdelen og selve løbet i skoen var meget stabilt og ubesværet. Der var rigelig stødabsorbering på trods af, at skummet ikke er specielt blødt. Det kan godt være en fordel med noget fasthed under fødderne på så lange distancer, da fødder og især tæer som regel arbejder noget mere, når de synker ned i noget blødt. Lidt på samme måde, som hvis man løber i sand. Selve stødabsorberingen føles nærmest vibrationsdæmpende – her også godt hjulpet på vej af den kraftige indlægssål og laget af PEBA-skum nedenunder. Man har dog ikke meget jordkontakt med den meget høje og temmelig ufleksible mellemsål og for de der foretrækker en meget ”naturlig” fodafvikling, er dette nok ikke den perfekte model. Udover min lange tur, i det jeg vil kalde mellem-tempo, har jeg også været ude på både helt rolige og en enkelt hurtigere tur. Jeg synes egentlig den håndterer det meste udmærket, men det er nok ikke det oplagte valg til de hurtigste tempoture og intervaller. Hertil findes der mere oplagte valg, som både er lettere og har eksempelvis indlagte karbon plader. Her kan bl.a. nævnes Craft’s helt egen CTM Ultra Carbon, som netop er specialiseret de hurtigere ture.

 

 

Konklusion

Jeg er blevet glædeligt overrasket over Craft CTM Ultra. Under de lange ture som jeg ofte er ude på, kan selv de mindste udfordringer hurtigt vokse sig store. Især når det kommer til pasformen og i denne sko bemærkede jeg næsten slet ikke overdelen på noget tidspunkt. Overdelen og pasformen generelt er bare super behagelig og åndbar.

Skoen er et meget oplagt valg til de fleste slags ture, lige fra restitutionsjog til de helt lange ture på det meste slags underlag. Selve løbet vil jeg beskrive som dæmpende og ubesværet. Jeg er selv en let løber, men den har også rigelig stødabsorbering til at tungere løber vil føle sig tilpas i den over længere distancer. Derudover er skoen, trods højden, overraskende stabil pga. skoen gennemtænkte opbygning og valg at materialer. Løbere med en smule pronation, som jeg også selv tilhører, vil derfor næppe blive udfordret. Alt i alt er jeg meget imponeret over, at Craft har været i stand til at udvikle en af de mest interessante og gennemtænkte træningsmodeller på markedet, på trods af at de hovedsageligt er kendt for deres sportstøj. 

Karakter: 9.1 / 10.0

Selve løbet: 9.1 (50%), Pasform: 9.4 (30%), Værdi: 8.5 (15%), Stil: 9.0 (5%)

  

Sammenligninger 

Oversigt over alle RTR anmeldelser HER

 

Nike ZoomX Invincible Run (RTR Review)

Det er to meget forskellige modeller trods den næsten identiske vægt og høje mellemsål. Jeg er ikke fan er overdelen og den noget ustabile afvikling i den ekstremt bløde og bouncy Invincible. Her er CTM Ultra bare en langt mere struktureret sko. Når det så er sagt, nyder jeg stadig at tage de ”sjove” Invincible ud på kortere ture, hvor underlaget er nogenlunde jævnt.

 

Nike React Infinity Run (RTR Review)

Begge sko er beregnet til de lange ture og begge er meget stabile. Hvor Infinity har en mere kompakt og bred mellemsål og benytter et stabiliserende plastikstykke omkring hælen, udnytter Craft CTM Ultra deres Vault opbygning af mellemsålen til at sikre en stabil platform. Craft skoen føles for mig lettere under selve løbet og fungerer langt bedre i forskellige tempi. Jeg foretrækker også helt klart overdelen i Craft modellen i forhold til den mere ustruktureret overdel i Infinity.

 

Mizuno Wave Rider  (RTR Review)

Der er tale om to modeller, som er meget ”opbygget” og pakket med teknologi og materialevalg for at sikre en både stabil og dæmpende platform til de lange ture uden at vægten bliver en hæmmende faktor. Mizuno opnår bl.a. dette ved brug af den glimrende Wave Plate teknologi. CTM Ultra giver med sin noget højere mellemsål dog en del mere stødabsorbering. Især i forfoden. Begge har et stort drop og er særligt velegnet til hællandere. 

 

Hoka Mach 4 (RTR Review)

Mach 4 er foreløbig en af mine ynglings træningsmodeller i 2021, selvom den med et noget lavere drop ikke passer min løbestil helt så godt som CTM Ultra modellen. Begge sko er meget stabile. På de korte og mellemlange ture er jeg virkelig glad for Mach 4, men når jeg når ud på de længste af slagsen er Craft CTM Ultra overlegen. Den føles mere naturlig i roligere tempi og har en del mere stødabsorbering. Jeg synes også overdelen er en smule mere behagelig og åndbar.

 

Brooks Hyperion Elite 2  (RTR Review)

Hyperion Elite 2 og CTM Ultra minder på visse områder meget om hinanden. Udover at designet ligger tæt op ad hinanden, er de er begge meget stabile og har et let glidende tråd med deres rocker geometri. Hyperion Elite er dog lidt mere kontant under fødderne og med en indlagt Carbon plade også mere velegnet til de hurtigere ture. Hyperion Elite kan sagtens benyttes til de roligere løbeture, men CTM er det oplagte valg, hvis tempoet skal holdes nede eller man skal ud på de helt lange ture.


The product reviewed was provided at no charge for testing. The opinions herein are the authors'.

Comments and Questions Welcome Below!
Please let us know mileage, paces, race distances, and current preferred shoes

RoadTrailRun receives a commission on purchases at the stores below.
Your purchases help support RoadTrailRun. Thanks!

RUNNING WAREHOUSE
EUROPE Men's & Women's SHOP HERE

WATCH OUR YOUTUBE REVIEWS ON THE ROADTRAILRUN CHANNEL
Please Like and Follow RoadTrailRun
Facebook: RoadTrailRun.com  Instagram: @roadtrailrun
Twitter: @RoadTrailRun You Tube: @RoadTrailRun

 


No comments: