Pages

Friday, September 25, 2020

Danish-Anmeldelse af Adidas Adizero Adios Pro: adidas melder sig for alvor ind i “supersko” kapløbet med en elegant, støddæmpende og responsiv race model til de hurtigste dage

Article by Ivan Luca Corda

adidas Adizero Adios Pro

Link til: International RTR Adidas Adizero Adios Pro anmeldelse

Link til: Alle RTR anmeldelser


Testperson: Ivan Luca Corda

Efter små 10 år med løb som min helt store passion, har jeg nu fået den udsøgte fornøjelse at tilhøre 45+ aldersgruppen. Jeg hører nok efterhånden til den stigende gruppe af “super-motionister” og har en marathon PR på 2t:39m i Valencia 2019. Min ugentlige træningsmængde ligger det meste af året på mellem 75-125 km. Størstedelen af disse løber jeg alene, men jeg nyder også at deltage i diverse løbe fællesskaber i Københavnsområdet, hvor jeg er bosiddende. 


Introduktion

Det var med stor spænding, at jeg modtog den længe ventede Adidas Adizero Adios Pro. Den første direkte Adidas langdistance-racer konkurrent til de eksisterende modeller på markedet, der kombinerer en tykkere mellemsål med en form for carbon integreret. En opskrift der har vist sig at bidrage til en mere stødabsorberende, dynamisk og eksplosiv løbestil/afvikling ved især højere tempi. Jeg har altid været virkelig glad for Adidas’ tidligere responsive letvægts modeller. Især Boston Boost modellen, som jeg har benyttet i alt slags terræn og i alle tempi. Jeg forbinder typisk Adidas’ modeller med enormt god pasform, høj kvalitet samt balanceret og effektiv afvikling i selve løbet.


Fordele og Ulemper


Fordele 

Stødabsorbering og stabilitet

Hurtigt og responsivt afsæt

Overdel og generelt design


Ulemper 

Manglende alsidighed

Meget rummelig forfod

Ydersålens holdbarhed


Data: 

Officiel vægt: 225g (Str 42 2/3)

Test sko vægt:: Ca. 210g (Str. 42)

Højde: 39,5 mm / 31 mm

Pris: 1.599 kr.


Førstehåndsindtryk og Fit 

Skoens meget høje og relativt bløde mellemsål samt overdelens lette, transparente overdel i fede rød/violette farver var det første jeg bemærkede. Den ser både virkelig komfortabel og hurtig ud. Første gang jeg skulle have skoen på, måtte jeg kæmpe lidt med at få foden vrikket ned i skoen, da hæl kraven er smal og flappen kræver lidt justering. Da først det var på plads og snørerne var bundet, var pasformen tætsiddende omkring midtfoden og virkelig behagelig uden generende områder. Uden tvivl et af de mest tilfredsstillende førstehåndsindtryk jeg har oplevet.

Overdel 


Den nærmest transparente overdel kalder Adidas for ‘Cellermesh’. Samme type overdel blev i øvrigt også anvendt til den nylige Adizero Pro, som var Adidas’ bud på en mere traditionel race sko med carbon plade. Ikke alene ser overdelen drøngodt ud, men den er nærmest bygget op som et net, der både er åndbart og giver et solidt greb om midtfoden. Samtidig er materialet syet i ét stykke og der er derfor ikke nogen sømme, som kan irritere. I øvrigt oplever jeg ikke, at materialet holder på vand og sved, hvilket er vigtigt under konkurrence, hvor hvert gram tæller og vabler helst skal undgås.


I typisk Adidas stil er der rigelig mulighed for at sikre, at skoene sidder tæt ved at tilbyde mange “snøre-rækker” og i dette tilfælde endda med mulighed for at justere individuelt ved at tilføje endnu flere huller på ydersiden. Jeg har ikke haft brug for disse, men en spændende ny feature for dem, som ønsker at sikre et helt individuelt fit. 

Den forholdsvis tynde, men let polstret flap, er jeg særligt imponeret over. Der er endda forskellige zoner i siderne, så man undgår uønskede tryk fra snørebånd eller hælkraven. Det er de små detaljer som denne der viser Adidas mange års kontinuitet og erfaring på området.


Pasformen er generelt lidt utraditionel i forhold til de fleste øvrigt race modeller. Hvor hælen og midtfoden omslutter tæt, er er forfoden meget rummelig. Da fødderne ofte svulmer op over længere konkurrencer, giver dette mening. Det er dog meget individuelt, hvorvidt man foretrækker konkurrence modeller, som omslutter foden tæt eller mere afslappet. Personligt kan jeg imidlertid bedst lide at sko i konkurrence kategorien, uanset distance, sidder decideret stramt og evt. med lidt stræk i materialet for at undgå vabler. En tæt pasform synes jeg får skoen til at føles hurtigere/strømlinet og løbestilen mere effektiv. 


Mellemsål 

Den mest interessante del af af skoen er efter min mening den høje mellemsål med det nye lette Lightstrike Pro skum. Det er første gang vi ser Adidas gå i den retning og højden er da også hele 39,5 mm i hælen og 31 mm i forfoden - lige under den godkendte grænse på max. 40 mm ifølge World Athletics nylige regelsæt. 

Selve skummet er forholdsvis blødt, men ikke helt i samme grad, som vi vi ser det fra en del af konkurrenterne er denne nyere type sko. Det har heller ikke den ekstreme blødhed vi kender fra Adidas’ egne Boost modellerne, men er helt klart lettere og føles stadig meget responsivt. Endnu mere interessant er det måske, at man ydermere har valgt at integrere carbon/kulfiber i både hælen og i form af stænger/stave, der “følger” tæerne, ved forfoden. En sådan løsning er ikke set før, da de fleste andre konkurrenter vælger at benytte sig af én lang carbon plade i skoen fulde længde. Idéen er at pladen i hælen skal sikre stabilitet til den høje hæl i forbindelse med eventuel hællanding og at stængerne i forfoden skaber både stivhed og et individuelt tilpasset eksplosivt afsæt fra løberens egne tæer/forfod. 



Ydersål 

Ved første øjekast ser ydersålen meget minimalistisk ud og den cool blå/røde farvekombination matcher ligefrem overdelen. Et tyndt ensartet lag dækker hele forfoden med en smal “stribe” på inderside og yderside ved hælen. Til trods for at sålen ser glat ud, mærkes den rug og ved løb på vej er grebet virkelig godt - uanset om der er tørt eller vådt. At ydersålen er så enkel og tynd betyder også, at sålen ikke “forstyrrer” selve fodafviklingen. 


Skoen er tydeligvis en gade tempo/race model og grundet den manglende struktur under foden, vil jeg heller ikke anbefale for meget løb på grusstier eller decideret trail løb. Dertil har den ikke det fornødne greb. Efter de første par løbeture, kan mørke striber fra carbon stifterne ses gennem det rødlige gummilag ved forfoden og slitage ses allerede ved ydersiden af hæl området. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt vurdere om det vil give udfordringer med holdbarheden på sigt, men jeg tror ikke man skal forvente den mest holdbare ydersål på markedet og nok ikke den meget lange holdbarhed man bl.a. ser fra Adidas egne Continental såler. Det er dog, som nævnt, også en race/tempo model og derfor er det heller ikke usædvanligt at prioritere vægt og fart i fodafvikling på bekostning af holdbarhed.


Selve løbet

Til den nok mest interessante del for de fleste. Hvordan er skoen så at løbe i? 


Lad mig bare slå fast. Det krævede mere end en enkelt hurtig tur for mig at kategorisere Adios Pro modellen i forhold til øvrige tempo/race modeller med høje mellemsåler og integreret carbon. Især i starten af turene skulle jeg lige finde ud af, hvordan jeg bedst kom ind i et naturligt og afslappet flow. Der er masser af stødabsorbering og “bund” i skoen, men forfoden er forholdsvis stiv og først sidst i afsættet får man rigtig glæde af den energi, der er opbygget med hjælp fra  bl.a. kulfiberstængerne. 

Der er ingen tvivl om, at skoen for alvor kommer til sin ret under højere tempi. Den kan føles lidt klodset ved roligt løb, men så snart kadencen øges og man kommer frem på foden, føles løbet langt mere naturligt. Den dæmpende effekt fra den tykke mellemsål sikrer med stor sandsynlighed at de fleste, uanset distance, vil få rigelig med stødabsorbering og jeg synes også er den ret stabil i forhold de fleste andre modeller i kategorien. 

Hælen har, i vanlig Adidas stil, en ergonomisk korrekt udvendig hældning for en naturlig landing og trods en lidt smal hæl, føles den stadig stabil - formentlig hjulpet godt på vej fra den indlagt carbon plade bagtil. Forfoden er derudover rimelig bred. De der pronerer vil ligeledes opleve, at skoen ikke falder ret meget indad, da skummet ikke er så ekstremt blødt og ustabilt, som det man ser fra visse konkurrenter. På de helt lange distancer er dette noget, som de fleste vil nyde godt af.

Alt taget i betragtning er jeg glad for, at der stadig er mærker der fokuserer på at finde den rette balance i forhold til at udvikle sko, der også har elementer af stabilitet uden at gå på kompromis med farten. For rigtigt at teste skoen i dens rette element, har jeg haft den ude på nogle træningspas varierende fra blokke i marathon og halvmarathon tempo og ned til hurtigere og kortere intervaller. Selv en all out 5 km blev smidt ind. Skoen kan sagtens anvendes til almindelige hurtigere træningsture, hvor man ligger og cruiser i mellem/højt tempo. Det er dog tydeligt, at skoen først for alvor viser sit værd ved konkurrence tempi, hvor de fleste har en højere kadence og naturligt kommer længere frem på foden. Der mærkes tydeligt at både kulfiberstængerne og den aggressive hældning i forreste del bidrager til et hurtigere, effektivt og i det hele taget mere eksplosivt afsæt.



Konklusion og anbefalinger

Kort fortalt er Adidas Adizero Adios Pro en sko, der henvender sig til den effektive løber, som godt lide en hurtig trænings- eller konkurrencesko med rigelig stødabsorbering bygget på en både responsiv og ret stabil platform i forhold til skoens vægt og højde. Personligt synes jeg, at skoen er blandt de flotteste på markedet og jeg er vild med, at der er kræset for detaljerne, såsom de ekstra snørehuller, for at sikre det helt rette fit. 


Karakter: 9.3 / 10 

(Manglende alsidighed, fit omkring forfod og forventet holdbarhed trækker lidt ned)


Det lækre design, den åndbare overdel og gode tætte fit omkring hæl og midtfod trækker op. Masser af behagelig stødabsorbering til selv de længste ture og et hurtigt/let antrit i højt tempo. Når først tempoet er højt, løbestilen er god og man cruiser afsted, er Adios Pro virkelig en fornøjelse. Den noget stive forfod kombineret med et lidt fastere skum end konkurrerende modeller betyder dog nok, at ikke alle vil føle sig til rette i skoen. Især hvis løbeøkonomien ikke helt rækker til en effektiv løbestil. Personligt havde jeg gerne set lidt tættere fit i forfoden, når det nu er en konkurrencesko og så kan jeg frygte for ydersålens holdbarhed på sigt.


Sammenligning 


Brooks Hyperion Elite 2 (Str. 42) (RTR Multi Tester Review English)

Adios Pro giver mere stødabsorbering og sålen har et bedre vejgreb. Samtidig giver kulfiberstængerne i forfoden et mere eksplosivt afsæt ved højere hastigheder. Brooks Hyperion Elite 2 er meget bred og endnu mere stabil en Adios Pro. Derudover er det en mere alsidig sko, der eks. vil fungere bedre til især de lidt langsommere træningsture. 


New Balance Fuelcell TC (Str. 42)  (RTR Multi Tester Review English)

Adios Pro er en mere stabil sko end NB Fuelcell med sit meget bløde skum. Jeg foretrækker klart overdelen i Adios Pro, da Fuelcell TC modellen er lige lovlig rummelig hele vejen rundt. Som restitutions sko eller til de helt roligere ture foretrækker jeg NB Fuelcell TC, men som konkurrencesko eller de hurtigere tempoture er Adios Pro overlegen. 


Saucony Endorphin Pro (Str. 42)   (RTR Multi Tester Review English)

To meget forskellige sko på de fleste parametre. Hvor Adios Pro er meget rummelig i forfoden er Endorphin Pro meget smal. Adios Pro og dets kulfiberstænger fungerer bedst, hvis man kommer frem på foden, hvorimod Endorphin Pro giver et mere rullende afsæt med dets meget buet sål (rocker) fra hæl til tå. Adios Pro har dog overordnet set en del mere stødabsorbering og vil være at foretrække på de helt lange distancer for mange løbere. På de kortere ture afhænger det nok om man foretrækker den rullende og lidt mere faste afvikling eller den ekstra stødabsorbering fra Adios Pro.


Nike Vaporfly Next% (Str. 42)   (RTR Review English)

Valget afhænger nok mest af, om man foretrækker det stabile men stadig responsive Lightstrike Pro skum eller det meget bløde og mere fjedrende ZoomX skum. Der er dog rigelig stødabsorbering i begge modeller. Hvor pladen gennem hele mellemsålen har en aggressiv geometri i Vaporfly Next%, ligger eksplosiviteten længere fremme i forfoden ved kulfiberstængerne i Adios Pro. Vaporfly Next% er en mere alsidig og samtidig også lettere model, men for den hurtige, effektive løber, der eks. ønsker en højere kadence, kan jeg sagtens se Adios Pro være det foretrukne valg. 


Nike Alphafly Next% (Str. 42) (RTR Initial Review English)

Både Alphafly Next% og Adios Pro er forholdsvis stabile sko på trods af at begge modeller stort set rammer en højde på 40 mm, hvilket er imponerende. Alphafly føles som en langt mere klodset sko. Ikke alene fordi den larmer enormt meget (især forfoden), men også fordi der er så mange forskellige komponenter/dele, der skal spille sammen. Det er bestemt ikke en sko for alle, men for de løbere der kan håndtere skoens noget unaturlige opbygning, er gevinsten et ret ekstremt fjedrende afsæt. 

Adizero Adios Pro fås hos adidas Denmark HERE

Read reviewers' full run bios here
The product reviewed was provided at no charge for testing. The opinions herein are the authors'.
Comments and Questions Welcome Below!
Please let us know mileage, paces, race distances, and current preferred shoes

RoadTrailRun receives a commission on purchases at the stores below.
Your purchases help support RoadTrailRun. Thanks!

RUNNING WAREHOUSE
EUROPE Men's & Women's SHOP HERE

WATCH OUR YOUTUBE REVIEWS ON THE ROADTRAILRUN CHANNEL



Please Like and Follow RoadTrailRun
Facebook: RoadTrailRun.com  Instagram: @roadtrailrun
Twitter: @RoadTrailRun You Tube: @RoadTrailRun

8 comments:

  1. Very interesting review, especially one of the few that acknowledge that the Adios Pro is a dream for forefoot runners. Some reviewers don´t feel that "explosiveness" of the forefoot because they are heelstrikers.

    ReplyDelete
  2. Takk for fyldig anmeldelse, hadde avskrevet Adidas fullstendig, men disse må jo nesten prøves.

    ReplyDelete
  3. Meget interessant med en dansk anmeldelse. Er 49 år med normale tider på 3:30 og ambition på at komme nærmere de 3 timer. Løber mest på Amager Fælled, og der vil disse Adidas måske ikke være så smarte? Har været rigtig glad for New Balance TC som hurtig træningssko, men er på udkig efter en konkurrence sko når det bliver muligt at afholde løb igen. Havde tænkt på den nye Fuelcell RC Elite, men denne Adidas skal da prøves

    ReplyDelete
  4. Meget interessant med en dansk anmeldelse. Er 49 år med normale tider på 3:30 og ambition på at komme nærmere de 3 timer. Løber mest på Amager Fælled, og der vil disse Adidas måske ikke være så smarte? Har været rigtig glad for New Balance TC som hurtig træningssko, men er på udkig efter en konkurrence sko når det bliver muligt at afholde løb igen. Havde tænkt på den nye Fuelcell RC Elite, men denne Adidas skal da prøves

    ReplyDelete
    Replies
    1. This comment has been removed by the author.

      Delete
    2. Blot til info rammer RC Elite (endelig) de danske butikker inden længe, hvis det stadig er en sko du er interesseret i. Nu er der jo snart marathon igen her i København 😉

      Delete
  5. Hej Ken,

    Jeg står bag anmeldelsen og efter at have løbet yderligere 40-50 km i skoen kan jeg kun sige, at den bliver bedre for hver gang. Den lidt stive forfod løsner sig lidt eller måske er det nærmere kulfiberstængerne, der gør det. Er virkelig en fornøjelse på de hurtigere længere ture.

    Mht. New Balance modellerne som du nævner, har jeg "kun" løbet i TC modellen. Har dog et ganske godt indtryk af, hvor både den og RC modellen adskiller sig fra Adios Pro og de øvrige konkurrence sko. Jeg anser alene TC som en træningssko, hvor jeg også kunne finde på at løbe konkurrence i Adios Pro. TC modellen er markant blødere end Adios Pro og mere "tilgivende", hvis du lander mere på hælen. Er du til gengæld langt fremme på foden, er Adios Pro noget mere responsiv i afsættet. RC modellen er jo, som du nok ved, en del lettere end TC. Den er dog også en del mere ustabil end både TC og især Adios Pro (som er ganske stabil). NB modellerne og især deres fit samt Fuelcell skummet er noget der virkelig skiller vandene. Jeg kæmper personligt lidt med deres modeller (især mit fit), men den slags er jo meget individuelt. Hvis du er særligt glad for TC modellen (og ikke pronerer meget), vil jeg da helt klart anbefale dig at prøve RC på løbebåndet, når den rammer her i DK.

    ReplyDelete
    Replies
    1. This comment has been removed by the author.

      Delete


Thanks for reading Road Trail Run! We also welcome comments in French. See our page with links to all shoe and gear reviews HERE. You can also follow RoadTrailRun on Facebook, Twitter, YouTube and Instagram where we publish interesting run related content more frequently as well as links to our latest reviews. Shopping through links on articles help support RoadTrail Run and is much appreciated